mobile tree menu

Undgå kvalitetsproblemer ved spartling af fibergips

Fibergips vinder frem takket være sin overlegne styrke og de tidsbesparelser, som det giver, at du kun skal udføre ét lag frem for de to lag, som traditionelle gipsplader typisk kræver. Men bruger du ikke den rette spartelmasse, risikerer du problemer med kvaliteten af den færdige væg – og det kan hurtigt blive rigtig dyrt at udbedre.

 

Undgå kvalitetsproblemer ved spartling af fibergips

 

Ikke uden grund bliver fibergips stadig mere populært på landets byggepladser: Dels er pladerne langt stærkere og mere holdbare end traditionelle gipsplader, og dels sparer du som udførende masser af arbejdstid, da fibergipsplader kun skal opsættes i et enkelt lag frem for de traditionelle to lag.

 

Den stigende udbredelse af fibergipsplader gør det så meget desto vigtigere at være opmærksom på, hvilken spartelmasse der anvendes til spartling af pladerne. Uden den rette spartelmasse risikerer du nemlig at løbe ind i store problemer med kvaliteten af den færdige væg.

 

Forkert spartelmasse kan deformere pladesamlinger
- Fibergips er som materiale meget forskelligt fra traditionel gips. Mens den traditionelle gipsplade har en kerne af gips, der er beklædt udvendigt med karton, er papirfibrene iblandet selve pladematerialet i fibergipspladen, så den får en homogen struktur. Det giver nogle helt særlige egenskaber og kræver, at du vælger en spartelmasse, der er anbefalet specifikt til spartling af fibergips, forklarer Dana Lims laboratoriechef Erik Andersen.

 

Risikoen ved at anvende den samme spartelmasse til fibergipsplader, som du bruger til almindelig gips, opstår især ved pladesamlingerne. Den traditionelle gipspladesamling forstærkes typisk af en bagvedliggende rigel, mens fibergipssamlingen kan være uunderstøttet. Derfor skal spartelmasse til fibergips have en styrke, der sikrer, at pladesamlinger ikke deformeres, når de efterfølgende udsættes for belastninger eller naturlige bevægelser i bygningen.

 

- I praksis kan brugen af en forkert spartelmasse erfaringsmæssigt føre til, at den færdige væg simpelthen buler ud eller slår revner, hvis der f.eks. hænges et almindeligt TV op over eller under en samling. Og det kan hurtigt blive en omkostningstung affære at skulle udbedre, understreger Erik Andersen.

 

Testet til hverdagens udfordringer
Dana Lim har udviklet specialspartelmassen Fibergipsspartel 630, der er testet og anbefalet til brug sammen med Fermacell fibergipsplader, som er den mest udbredte fibergipsløsning på danske byggepladser.

 

Forud for anbefalingen af netop dette produkt er gået et omfattende testforløb hos Fermacell, hvor en lang række spartelmasser fra mange producenter er blevet afprøvet, herunder flere af Dana Lims egne spartelmasser til almindelige gipsplader.

 

Bl.a. har man testet de spartlede samlingers styrke for at sikre, at de kan holde til en permanent belastning på 30 kg over og under samlingerne. Det giver sikkerhed for, at pladerne kan klare den hverdagsbrug, som de bliver udsat for i færdigt byggeri f.eks. i forbindelse med væghængte TV'er, bordplader eller toiletter.  

 

- Vi gik faktisk ind til testforløbet med en forventning om, at produkter til almindelig gips også måtte kunne anvendes sammen med fibergips. Men der blev vi alle sammen hurtigt klogere, for samtlige produkter på nær vores Fibergipsspartel 630 dumpede med et brag, fortæller Erik Andersen og fortsætter:

 

- Det er en essentiel del af udviklingsprocessen for nye produkter, at de testes på kryds og tværs, så vi sikrer, at de lever op til alle forventninger og kvalitetskrav, inden de frigives. Alt, hvad der foregår i laboratoriet, er en del af denne kvalitetssikring. Forsøgene hos Fermacell understreger derfor også vigtigheden af, at du vælger den spartelmasse, der passer til opgaven, når du arbejder med fibergips. Det kan du tjekke enten på selve spanden eller i materialedatabladet, slutter han af.