mobile tree menu

FDA-godkendt fugemasse giver hårfine, flotte fuger

Med Danaseal FDA 511 har håndværkeren fået en FDA-godkendt neutralt hærdende fugemasse, som samtidig er nem at arbejde med. ”Den har den helt rigtige kombination af styrke, fylde, modstand og elasticitet, som gør den behagelig at bearbejde og montere”, lyder det fra Roskilde Fugeteknik, som er specialiseret i laboratorie- og hospitalsløsninger.

Roskilde Fugeteknik er en af landets førende entreprenører inden for udførelse af elastiske fuger i laboratorier, sterilrum og på hospitaler. Forventningerne til den FDA-godkendte Danaseal FDA 511, som i august 2014 blev lanceret til fugning i køkkener, renrum, laboratorier m.v., var derfor høje, da løsningen for nylig skulle vise sit værd i forbindelse med et større domicilbyggeri for en af landets førende medicinalvirksomheder.

Tidsmæssige fordele og flotte resultater
- Den er utrolig nem at arbejde med. Det er en ’hårfin’ fuge med den helt rigtige kombination af styrke, fylde, modstand og elasticitet, som gør den behagelig at bearbejde og montere, hvilket også giver os en tidsmæssig fordel i arbejdet, siger fugemontør hos Roskilde Fugeteknik, Otto Isaksen. Samtidig pointerer han, at det netop er fugens elasticitet, der skaber forudsætningen for de flotte resultater:

- Der er rigtig gode muligheder for at lave nogle fine kosmetiske detaljer og finesser, selv på steder hvor det er svært at komme til. Og det er jo det, der er kunsten i vores arbejde, fortæller han om fugemassens elasticitet, som gør, at den kan optage bevægelser på op til 25 pct.

Ifølge Otto Isaksen mødes man som leverandør af laboratorie- og hospitalsløsninger af en række kriterier, som ofte gør fugning af arealer, der f.eks. skal anvendes til fremstilling af medicin, laboratorier, operationsstuer mv., meget krævende. Ikke mindst fordi fugerne skal påføres, så de er let tilgængelige og jævnligt kan rengøres uden problemer:

- Vedligeholdelse og rengøring er essentielt for fugernes levetid, og især på klinisk rene arealer, såsom opbevaringsrum for fødevarer eller hospitalsudstyr, skal alle fuger nemt kunne støves af. Det stiller krav til blødheden og elasticiteten i fugen, og her er der fordele at hente i FDA 511. Og så har den en diskret lugt, uddyber han. 

Efterlever verdens skrappeste kvalitetsstandarder
Den silikonebaserede Danaseal FDA 511 er det første produkt i Dana Lims portefølje, som er godkendt af den amerikanske Food and Drug Administration (FDA), der opererer med nogle af verdens skrappeste kvalitetsstandarder.

- Med FDA-godkendelsen er håndværkeren sikret en mere miljøvenlig arbejdsgang uden skadelige stoffer. Samtidig er han fri for lugtgener og kraftige eddikedampe, da Danaseal FDA 511 er fremstillet uden brug af eddikesyre, fortæller key account manager hos Dana Lim, Rasmus Qvist, om den emissionsfrie fugemasse.

Danaseal FDA 511 er udviklet til fugning i byggerier til f.eks. fødevare-, kosmetik- og medicinalindustrierne. Fugemassen er alsidig og derfor velegnet til en række forskellige materialer, såsom hård PVC, glas, emalje og rustfrit stål, ligesom den også kan benyttes til sarte naturstens- og marmorklinker, da den ikke misfarver stenene.