mobile tree menu

Tak for fire forrygende dage i Fredericia

 byggeri 16

 

Igen i år bød BYGGERI ’16 på fire fantastiske messedage spækket med dialog, hands-on-lektioner og entusiastiske fugekonkurrence-deltagere. Der var masser af faglig dialog, produktsnak samt udveksling af tips og tricks på vores stand, der samtidig satte scenen for årets jagt på dansk byggeris største fugetalent.

 

D. 4. marts lakkede Danmarks største byggevaremesse BYGGERI ’16 mod enden. Vanen tro havde vi trukket fugepistolen og stillet skarpt på det gode håndværk i selskab med de ca. 30.000 besøgende, som lagde vejen forbi Messe C i Fredericia. Der var rift om vores ”byggeplads”, hvor fire dages fagligt fokus blev rundet af med kåringen af årets fugemester.

 

Byggeplads hittede

- Vi havde bogstavelig talt sat fagligheden i fokus ved at trække i arbejdstøjet og indrette vores stand som en traditionel byggeplads – en gimmick, der virkelig hittede blandt de besøgende. Som altid var det en fornøjelse at videreføre fagsnakken med de mange håndværkere, der lagde vejen forbi for at få en lektion i, hvordan man arbejder med vores produkter i praksis, forklarer salgschef for detail Flemming Drewes og fortsætter:

 

- Vi havde standen fuld af løsninger til at optimere håndværkerens arbejdsgang, og værktøjet blev uden tøven grebet, hver gang en montagelim, fuge- eller spartelmasse skulle opleves, fortsætter han.

 

Årets mesterfuger kåret

Et besøg ved Dana Lims ”byggeplads” bød dog på mere end fire dages høj stemning samt faglig fokus serveret med tips, tricks og popcorn af vores veloplagte ”byggesjak”. Mange af de besøgende nøjedes således ikke med at prøve kræfter med vores løsninger, men kastede sig helhjertet ind i kampen om at blive dansk byggeris største fugetalent. I løbet af de fire messedage dystede entusiastiske deltagere i at fuge på tid og samtidig opnå det flotteste og mest korrekte resultat.

 

- Jagten på årets fugetalent sluttede d. 4 marts, hvor Jesper Djørup med en rekordtid på 11,57 sekunder løb med trofæet som Mesterfuger 2016. Sammen med dagsvinderne Jacob Schmidt, Tonny Knudsen og Jens Ole Samallo demonstrerede han, hvordan kvalitetsfuger skal udføres, fortæller Flemming Drewes om tømreren fra Spentrup, der blev belønnet med et rejsegavekort på 5000 kr.