mobile tree menu

Mere robuste træmøbler til vådrum i sigte

Med opgraderingen af de klassiske en-komponentlime D4 Danafix 446 og 449 er der godt nyt til både slutbrugere og producenter af træmøbler og inventar til badeværelser, køkkener og vådrum. Opgraderingen giver fremover limfuger i vandbestandighedsklasse D4 med en høj varmetolerance. Samtidig kræver limene ikke brug af tidskrævende hærdere, og de trænger hurtigt ind i træet og skaber en stærk binding – med en mere effektiv limningsproces og højere produktkvalitet til følge.

Dana Lim lancerer nu to opgraderede limprodukter med store fordele for såvel træ- og møbelindustrien som slutbrugerne. Danafix 446 og 449 giver fremover limfuger i vandbestandighedsklasse D4 og med høj varmetolerance. Dermed sikrer de f.eks. limede træmøbler, laminerede inventarløsninger og vinduesrammer i træ-alu mod forkortet levetid på grund af fugt og temperatursvingninger. 

Tæt polymernet holder vandet væk
Danafix 446 og Danafix 449 er PVAc-baserede og kan anvendes til stort set alle typer lamineringer og samlinger. Danafix 446 er særlig velegnet til limning af f.eks. fingersamlinger, hvor en transparent fuge og vandbestandighedsklasse D4 er påkrævet, mens Danafix 449 egner sig særlig godt til limning af laminater. Til udendørs brug anbefaler Dana Lim desuden, at de limede produkter forstærkes med en effektiv, dækkende overfladebehandling som f.eks. maling for at forlænge levetiden yderligere.

- Der er tale om væsentligt forbedrede udgaver af de velkendte PVAc-lime med krydsbinding. Når de størkner, danner polymererne i limene et fintmasket net, som meget effektivt forhindrer vandet i at trænge ind i limfugen udefra, forklarer Troels Mølgaard, som er industrichef hos Dana Lim.

- Resultatet er en limfuge, som giver stærke og langtidsholdbare samlinger i træmøbler og bl.a. også kan anvendes til limning af aluminium på træ i f.eks. vinduesrammer, fortsætter han. 

Anvendes direkte fra beholderen
Danafix 446 og 449 er begge en-komponentlime, der kan anvendes direkte fra beholderen, da de ikke kræver tilsætning af tidskrævende hærdere. Samtidig er de lette at anvende i produktionen, pointerer Troels Mølgaard og uddyber:

- Begge lime har fremragende befugtningsegenskaber, hvilket gør, at de hurtigt trænger ned i træet og skaber en meget stærk binding. Det gavner både limprocessens effektivitet og kvaliteteten af de færdiglimede produkter. Limfladerne skal blot være tilpassede, rengjorte og tørre, før man limer på dem, og man opnår det bedste resultat på nyforarbejdet træ. Limfugerne opnår sædvanligvis fuld styrke ca. 24 timer efter påføringen, og de er generelt fuldt fugtbestandige efter en uges tid.

Har du nogle spørgsmål kan du kontakte vores Teknisk Service.