mobile tree menu

Vinderup Træindutri A/S

Nyt samarbejde mellem Vinderup Træindustri A/S og Dana Lim

Dana Lim har over de seneste år arbejdet på at fremstille en miljørigtig lim til Vinderup Træindustris limtræsproduktion til møbelbranchen. Den nye lim har et meget lavt indhold af formaldehyd, og den er specialdesignet til VTIs produktionslinje, hvor den erstatter den forrige lim på én af de store maskingader, som virksomheden har benyttet over en længere årrække.

 Vinderup Træindustri efterspørger materialer med et lavt formaldehyd-indhold, da det er et område, der er høj fokus på blandt virksomhedens kunder inden for møbelbranchen. Administrerende direktør Bjarne Andersen udtaler:

- I VTI har vi en proaktiv tilgang til miljøforbedringer, så vi hele tiden kan opfylde alle behov hos vores kunder. Desværre er det næsten altid således, at når man forbedrer miljøprofilen på et produkt, så bliver egenskaberne samtidig også dårligere. Men efter et længerevarende testforløb har limen fra Dana Lim bevist, at det er muligt at forene høj kvalitet og miljøtænkning.

Kvalitet i alle led i produktionen

VTI er den limtræsfabrik i EU med den største produktionskapacitet – heraf ca. 2.500.000 m2 limtræ til møbler samt trælaster og byggemarkeder årligt. Alle de selvklæbende produkter, der anvendes af VTI, opfylder E1 standarder for formaldehyd-emissioner, men med Dana Lims nye lim er det lykkedes at sænke formaldehyd-indholdet yderligere. Bjarne Andersen fortæller:

- Selvom vores limtræ lever op til alle eksisterende standarder på området, så vil vi gerne gå skridtet videre, således vi kan opfylde alle fremtidige krav fra kunderne. For at være konkurrencedygtig i dag, så er det vigtigt hele tiden at udvikle sin virksomhed og sine produkter, og det vil vi eksempelvis med nedbringelsen af formaldehydindholdet hjælpe vores kunder med. Men for at vi fortsat kan levere et kvalitetsprodukt, så skal limens klæbeevne være helt i top, og den opgave har vi i samarbejde med Dana Lim løsningen på nu.

Det fleksible samarbejde

- I VTI lægger vi stor vægt på udvikling og partnerskaber omkring udvikling. Det er innovation, som vi skal overleve på i Danmark – ny teknologi giver mulighed for at levere et produkt af endnu højere kvalitet til vores kunder, og den slags udvikling er utrolig vigtig. Det koster penge at have et produkt af høj kvalitet, og derfor stiller vi gerne resurser til rådighed for Dana Lim, så de kan foretage grundige tests af deres nye limprodukt. I VTI anvender vi selv et uafhængigt tysk testcenter, så der ikke er tvivl om kvaliteten, fortæller Bjarne Andersen.

Fremtidens krav på plads

 Dana Lim’s Senior Chemical Engineer Bo Brehmer fortæller om samarbejdet med VTI:

- VTI ønskede at kunne garantere deres kunder en grænseværdi for formaldehyd på 0,6 mg/m2.h, hvilket er et stort fremskridt i forhold til for få år siden, hvor grænseværdien var helt oppe på 3,0 mg/m2.h. Vores seneste tests af limtræet fra deres produktion viser et formaldehydindhold på omkring 0,4 mg/m2.h, så vi har et solidt grundlag for det videre samarbejde i de kommende år.

Industrichef Troels Mølgaard fra Dana Lim tilføjer:

- VTI forventer, at vi som leverandør garanterer kvaliteten i vores produkt, hvilket betyder, at hvis der viser sig at være en kemisk fejl i limen, så har vi erstatningspligt. Vi står 100 % inde for vores produkter, og det er udgangspunktet for al vores samarbejde.

Det lokale i det internationale

Dana Lim er en virksomhed, som lægger meget vægt på udvikling af nye limtyper sammen med deres kunder, således man i fælleskab finder de rigtige løsninger. Det kræver langsigtet tænkning, hvor begge parter bruger hinandens kompetencer. Industrichef Troels Mølgaard udtaler:

- Vi har stadig vores produktion og varelager i Køge, og det giver os en vigtig fleksibilitet i forhold til vores danske samarbejdspartnere. I Dana Lim har vi en konstant dialog med vores kunder omkring udvikling af fremtidige produkter, ligesom de altid kan ringe, hvis de står med et akut problem – så finder vi sammen den rigtige løsning. Vores samarbejde med VTI er et godt eksempel på, at vi tager vores kunder seriøse, og vi vil gerne skabe langsigtede relationer.