mobile tree menu

Dana Lim har vokseværk


Dansk arbejdskraft er garant for høj produktkvalitet og løbende optimeringer. Dana Lim udvikler forretningen i Danmark, hvor produktionen er fast forankret. Tirsdag kunne producenten tage første spadestik på en 3.800 kvm stor udvidelse.


Den 3.800 kvadratmeter store lagerbygning opføres i forlængelse af Dana Lims eksisterende faciliteter i Køge. Udvidelsen med det nye færdigvarelager vidner om, at det går godt hos den Køge-baserede virksomhed, der producerer og leverer lim, spartel og fugemasse til kunder og byggemarkeder landet over.


- Når vi udvider hos Dana Lim, er det fordi, vi understøtter vores vækst med en større kapacitet. Vi mangler helt enkelt mere plads, i takt med at vi vækster, lyder det fra Lars Christensen, CEO i Dana Lim.


Fast forankret i Danmark
Når Dana Lim vælger at udvide på sin eksisterende adresse, fortæller det ikke kun noget om en virksomhed i vækst; det siger også noget om en produktionsvirksomhed, der bevidst vælger at beholde og udvide sin produktion på adressen i Køge, frem for at flytte det ud til lavtlønnede lande, som mange andre virksomheder vælger at gøre.


Det handler blandt andet om at fastholde en høj produktkvalitet, beholde kvalificeret arbejdskraft og bevare arbejdspladserne i landet.

- Som landets førende producent af lim, spartel og fugemasse til byggebranchen og industrien, stiller vores højteknologiske og ofte specialfremstillede produkter høje krav til produktion og udvikling - og derfor er det vigtigt for os at blive her i Danmark, siger Lars Christensen.


Til spadestikket forleden deltog byens borgmester Flemming Christensen, og han bakker op om Dana Lims forankring i Køge:

- Jeg er glad for, at det går så godt for en sund Køge-virksomhed som Dana Lim. Dana Lim har været bosat i byen i mange år, og vi hilser udvidelsen og endnu et byggeri i Køge varmt velkommen, lyder det fra Flemming Christensen med henvisning til andre aktuelle byggeprojekter i Køge, som for eksempel Stationsområdet og boligbyggeriet på Søndre Havn.


Bedre logistisk kapacitet
Den øgede aktivitet i byggeriet i disse år betyder, at der arbejdes efter stramme tidsplaner i branchen, hvilket kræver, at alle processer fungerer optimalt.


Derfor understøtter placeringen af det nye færdigvarelager en strategisk vigtig position i forhold til motorvejsnettet. For med den øgede logistiske kapacitet tæt på motorvejen, kan Dana Lim i højere grad servicere kunder og byggemarkederne.


Dertil vil det betyde bedre logistik og effektivitet hos Dana Lim, at det nye færdigvarelager placeres tæt op ad den eksisterende produktion på adressen i Køge.