mobile tree menu

Universalfugemasser skal bruges med omtanke

En portion sund skepsis er en god ide, hvis du bliver fristet af en fugemasse, som producenten lover kan bruges til det hele. Universalfugemasser kan være velegnede til nogle opgaver, og de kan være en stor hjælp i en snæver vending. Men til den langsigtede løsning er det produkt, der er udviklet præcist til opgaven, stadig bedst.

Byggemarkedets hylder bugner af patroner med lim og fugemasse til ethvert formål, og du har måske spurgt dig selv, hvorfor i alverden producenterne ikke udvikler ét produkt, der kan bruges til det hele. Forklaringen er, at det ideelle universalprodukt er umuligt at fremstille. Der vil altid være indgået nogle kompromiser, når for eksempel en fugemasse bliver kaldt universel.

- Universalprodukter er lidt som at sætte sig mellem to stole. Man sidder godt nok ned, men helt perfekt sidder man ikke. Der er en grund til, at Dana Lim fremstiller mange forskellige produkter og fortsat udvikler nye, siger vores marketingchef, Lars Wulff.

Populær blandt travle håndværkere
Ifølge Lars Wulff har eksempelvis universalfugemasser især deres berettigelse hos travle reparationshåndværkere, der gerne vil undgå flere produkter end højst nødvendigt i bilen. Hos Dana Lim fremstiller vi da også både fugemasser og andre produkter, der kan bruges til flere formål.

 

- Vores Combi Flex 524 kan anvendes til samlinger i flere forskellige sammenhænge og er et populært valg blandt håndværkere. Men en universalfugemasse skal altid anvendes med omtanke, og man skal forholde sig til de konkrete krav, som opgaven stiller. Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at ringe til vores tekniske rådgivere på 56 64 00 75, siger Lars Wulff.

Han ser en stigende tendens til, at producenter kalder mange af deres produkter for universelle, og råder til, at man tager den oplysning med et gran salt.

- Til krævende opgaver som for eksempel fugning omkring vinduer udendørs, bør man helt generelt gå uden om universalfugemasser. Her er kravene til vedhæftning på flere typer underlag og elasticitet så høje, at kun en fugemasse, der er udviklet til formålet, kan leve op til dem. Forsøger man sig alligevel med en universalfugemasse, vil man ofte opleve, at levetiden af den færdige fuge vil være drastisk forkortet. Det skyldes universalfugemassens begrænsede elasticitet, siger Lars Wulff. 

Bedst økonomi med det rigtige produkt

Længere levetid og løsninger af højere kvalitet gælder ikke kun for fugemasser. Også til for eksempel limeopgaver vil det helt rigtige produktvalg give et bedre resultat. Dertil kommer, at universalprodukter sjældent er det mest økonomiske valg.

- Når man skal forene flere forskellige egenskaber i et og samme produkt, bliver det dyrere at fremstille. Så medmindre det drejer sig om små opgaver med et lavt materialeforbrug, vil et produkt, der er fremstillet til det præcise formål, være det økonomisk rigtige valg. Og så er man samtidig sikker på optimal holdbarhed og de helt rigtige egenskaber, siger Lars Wulff.

Hvis du vil have hjælp til at navigere blandt vores produkter, er Dana Lim-produkthuset et godt sted at starte. Her tager vi udgangspunkt i den opgave, du skal løse, og guider dig frem til det helt rigtige produkt.

http://www.danalim.dk/produkthus