<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1291220187887895&amp;ev=PageView&amp;noscript=1"> Gode cykelben rejser penge til syge børn
dana lim

Gode cykelben rejser penge til syge børn

Team rynkeby


I slutningen af juni drog 1.800 cykelryttere af sted på cykel mod Paris efterfulgt af deres 450 servicefolk. Med cykelløbet Team Rynkeby samles penge ind til kræftramte børn og deres familier, og som mangeårig guldsponsor deltog Dana Lim også på cykelturen med et par friske medarbejdere med ualmindeligt gode cykelben.

 

De knoklede sig gennem kilometervis af europæisk landevej igennem en hel uge, før de nåede frem til Paris den 7. juli, hvor tusindvis stod klar ved målstregen for at tage godt imod dem. De 1.800 cykelryttere på Team Rynkeby kan se tilbage på et veloverstået cykelløb sammen med deres 450 medhjælpere på serviceholdet.

 

Fra Dana Lim var det marketingchef Rass Gottschalck, der tog turen på jernhesten ned gennem Europa, mens salgschef Lars Aabech deltog som del af det helt uundværlige servicehold, der sørger for al forplejning og de praktiske omstændigheder for rytterne undervejs.

 

En enestående oplevelse

- Det var en helt enestående oplevelse at være med i så stort et løb. Jeg er glad for, at vi gennemførte løbet og at det gik så godt som det gjorde, lyder det fra Rass Gottschalck, der dog ikke kunne se sig fri for et enkelt styrt undervejs, hvor han inkasserede et forstuvet håndled og et par trykkede ribben:

 

- Det er jo en del af sporten, og heldigvis gik det ikke værre end det i denne omgang, lyder det fra marketingchefen, som er ivrig cykelrytter i sin fritid. Selvom Rass Gottschalck har deltaget i flere forskellige cykelløb, så står Team Rynkeby som noget helt specielt:

 

-Det er noget særligt at være del af et projekt, som hvert år samler tusindvis af mennesker på tværs af landegrænser og som skaber et så overvældende engagement på tværs af hele Norden, siger han.

 

Vækker stolthed

Det istemmer Rass Gottschalcks kollega Lars Aabech:

 

- Jeg er allerede klar igen til næste år, for det er en fantastisk følelse at give noget tilbage og være med til at støtte så vigtig en sag. Samtidig vækker det stolthed at være en del af Dana Lim, hvor det er naturligt at løfte et samfundsansvar, som også rækker ud over kerneforretningen, siger salgschefen. Han henviser dermed ikke kun til Team Rynkeby men også de mange andre aktiviteter og formål, som Dana Lim støtter. Det gælder blandt andet Dana Lim Prisen, som hvert år uddeles til videnskabelig forskning samt diverse sponsorater til lokale aktiviteter.

 

Team Rynkeby er Nordens største velgørenhedscykelhold. De penge, som de danske Team Rynkeby-cykelhold indsamler, går ubeskåret til børn med kritiske sygdomme og til at forbedre vilkårene for de syge børn og deres familier.

 

Læs mere om Team Rynkeby her