Hos Valsemøllen i Køge producerer man dagligt mange tusinder poser mel og havregryn, som lukkes i toppen ved en limning. I 2020 udskiftede man den gamle lim til en ny fra PKI Supply, hvilket har givet en række gevinster i produktionen.
Den nye lim med navnet Tecnomelt Supra 100 Cool har nemlig den fordel, at den kan bruges ved meget lavere temperatur end andre lime. Hos Valsemøllen har man derfor kunnet sænke temperaturen fra 170 grader til 110 grader, hvilket har givet såvel mindre energiforbrug som limforbrug end tidligere. Som en ekstra sidegevinst oplever Valsemøllen, at limen kræver mindre rengøring i produktionen end tidligere.
– Hos Valsemøllen kigger vi selvfølgelig løbende på, hvordan vi kan forbedre vores produktion og samtidig gøre den mere grøn. Med Tecnomelt Supra 100 Cool fra PKI Supply oplever vi, at vi har nedsat vores energiforbrug på grund af den lavere temperatur, men også rengøringen er blevet lettere, fordi limen er renere end den, vi tidligere brugte, siger driftsleder Hans Jacobsen og fortsætter:
– Når produktet er renere, betyder det også, at vi har en større driftsstabilitet, fordi vores dyser ikke stopper til så ofte. Så alt i alt er vi meget tilfredse med den nye lim, som vi bruger til vores et kilo og to kilo poser.
Hos PKI Supply stiftede man bekendtskab med Valsemøllen, da de skulle bruge lim til deres store sække. Efter med succes at have brugt lim fra PKI Supply til sækkene, besluttede de i samarbejde med Jens Rasmussen, konsulent hos PKI Supply, desuden at skifte limen på de mindre papirsposer.
– Hos en stor produktionsvirksomhed som Valsemøllen er en lim som Tecnomelt Supra 100 Cool den helt rigtige løsning. Limen giver mange fordele, som f.eks. at den ikke har migrering til gryn eller mel, ligesom den er mulig at påføre ved kun 110 grader, uden at det går på kompromis med vedhæftningen. Og det gør den populær hos mange af vores kunder i fødevarebranchen, siger Jens Rasmussen.
Og netop vedhæftningen er vigtig for Valsemøllen, da limen skal kunne holde poserne tæt lukket – men omvendt ikke så meget, at forbrugerne ikke kan få posen med mel eller havregryn op.
– Årsagen til, at vi i sin tid skiftede til en lim på sække fra PKI Supply, skyldes at vi havde problemer med den gamle lim, som ikke kunne lime poserne ordentligt i de kolde perioder.
Når vi havde gode erfaringer med lime fra PKI Supply, var det oplagt også at udskifte limen til poselinierne til Tecnomelt Supra 100 Cool, og det har vi ikke fortrudt, siger Hans Jacobsen.
Valsemøllen har produktion i Køge, Svendborg og Esbjerg, hvor hovedkontoret også ligger. Valsemøllen producerer hvedemel, brødblandinger, havregryn og gule ærter og står også bag Finax-brandet.