<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1291220187887895&amp;ev=PageView&amp;noscript=1"> Dana Lim henter nordisk leverandørpris
dana lim

Dana Lim er efterhånden vokset til en af Nordens førende leverandører inden for sit felt. Succesen er senest kommet til udtryk med udnævnelsen til årets leverandør hos den svenske byggemarkedskæde Bolist, der udtaler: ”Vi ser i Dana Lim den samme proaktive innovationsånd, som kendetegner Bolist, både når det gælder produktsortiment, leveringsløsninger, service og rådgivning.”   

Byggebranchen i de nordiske lande har oplevet store omvæltninger over de senere år, hvilket Dana Lim har været førstehåndsvidne til. Som en af Nordens førende lim-, spartel- og fugemasseproducenter har Dana lim siden starten af 00’erne haft egen afdeling i Sverige, hvor byggebranchen over en bred kam nu er ved at udfolde sit store uudnyttede effektiviseringspotentiale. Det har ikke mindst haft stor betydning for Dana Lim, som leverer løsninger til alle led i byggeriet, herunder også byggemarkeder.

Agerer proaktivt og reagerer hurtigt
- Hos Dana Lim kombinerer vi et omfattende produktsortiment, som løbende udvides og videreudvikles, med en meget tæt kundekontakt i forbindelse med teknisk rådgivning og service. Dét koncept har vi haft stor succes med på det svenske marked, hvor der sker meget i øjeblikket, så det gælder om at agere proaktivt og reagere hurtigt på kundernes skiftende behov, fortæller direktør i Dana Lim Sverige, Magnus Kvist, og fortsætter:

- Byggemarkederne, som udgør en stor del af vores kundesegment, står bl.a. i den situation, at der sker mange sammenlægninger i større enheder, hvilket øger behovet for fleksible og handlekraftige leverandører. Her er det en fordel, at vi i Dana Lim har en størrelse, der gør, at afstanden til kunderne aldrig er større, end at vi hurtigt kan træde til med nye idéer og løsninger.

Kvalitetsløsninger hele vejen rundt om kunderne
Som det seneste eksempel på Dana Lims nordiske succes er Dana Lim i Sverige netop blevet udnævnt til årets leverandør hos Bolist. Byggemarkedskæden er med sine 194 uafhængige, lokale bygge- og jernhandler fordelt over hele Sverige blandt de største byggevareaktører på det svenske marked. Tomas Fritzon, der er VD hos Bolist, fortæller:  

- Udnævnelsen af Dana Lim til årets leverandør sker i anerkendelse af deres store bidrag til vores løbende videreudvikling. Vi ser i Dana Lim den samme proaktive innovationsånd, som kendetegner Bolist, både når det gælder produktsortiment, leveringsløsninger, service og rådgivning. Han fortsætter:

- Udviklingen i svensk byggeri handler i høj grad om at indfri branchens store effektiviseringspotentiale via bl.a. forbedret logistik, øget digitalisering og fleksible web-løsninger. Kunderne efterspørger effektive og sikre kvalitetsløsninger, som kommer hele vejen rundt om deres forretning, og her har vi i Bolist et stærkt udgangspunkt takket være samarbejdet med leverandører som Dana Lim.