Med godkendelsen af montagelimene Cool Tack 286 og Montage Ekstra 292 til indeklimamærket byggeri føjer Dana Lim endnu to produkter til porteføljen af dokumenteret miljøvenlige produkter. ”De fabelagtigt gode testresultater bekræfter, at vores grønne fokus bærer frugt,” siger laboratoriechef Erik Andersen.
Som enhver dansk byggematerialeproducent bliver Dana Lim fra tid til anden bedt om at dokumentere, at virksomheden lever op til de gængse krav, der stilles til leverandører af materialer til indeklimamærkede byggerier.
Senest har Dana Lim derfor sendt montagelimene Cool Tack 286 samt Montage Ekstra 292 til vurdering med henblik på efterfølgende brug i indeklimamærket byggeri. Produkterne blev sendt til vurdering hos Eurofins Product Testing i Galten uden for Aarhus, som er et af Europas førende testinstitutter.
Fabelagtigt godt resultat
Og resultatet af den uvildige test er ikke til at tage fejl af, fortæller Dana Lims laboratoriechef Erik Andersen:
- Når man vurderer et produkts anvendelighed, hvad angår indeklimamærkede byggerier, tester man mængden af skadelige stoffer, som produktet afgiver efter 28 dages hærdning. For de to montagelimes vedkommende var mængden af såkaldte VOC’er, dvs. flygtige stoffer såsom formaldehyd, så lav, at den lå under den målbare grænse.
- Det er et fabelagtigt godt resultat, som bekræfter, at vores kontinuerlige arbejde med at nedbringe indholdet af skadelige stoffer i produkterne bærer frugt. De to montagelime holder sig langt under de grænseværdier, som kræves i indeklimamærket byggeri, understreger han.
Aldrig på kompromis med kvaliteten
Blandt de tiltag, som bidrager til Dana Lims markedsledende position inden for miljøvenlig produktudvikling, er løbende udskiftninger af skadelige stoffer i de ældre produkter med stoffer, som ikke medfører belastninger for indeklima, miljø og arbejdsmiljø.
Derudover udvikler Dana Lim løbende nye produkter, hvor det grønne hensyn fylder ligeså meget som hensynet til produkternes anvendelighed på byggepladsen. Det er bl.a. tilfældet for Dana Lims serie af effektive produkter til Svanemærkede byggerier.
Som Erik Andersen pointerer, nytter det ikke noget at udvikle skånsomme produkter, hvis resultatet ude på byggepladsen er, at håndværkerne skal gå på kompromis med den byggetekniske kvalitet:
- Bæredygtighed skal gå hånd i hånd med effektiviteten. På den måde bliver det lettere for håndværkeren at vælge de grønne alternativer, for man får den samme høje produktkvalitet, men med væsentligt færre belastninger af arbejdsmiljø, miljø og indeklima, afslutter han.