<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1291220187887895&amp;ev=PageView&amp;noscript=1"> Dana Lim opruster med fagligt stærk sælgerprofil
dana lim

Dana Lim opruster med fagligt stærk sælgerprofil

Uddannet tømrer med stor erfaring i teknisk salg til byggebranchen skal hjælpe Dana Lims forhandlere med især salg og rådgivning til professionelle kunder. Ansættelsen af Morten Kjær er et led i Dana Lims strategi om fortsat styrkelse af samarbejdet med forhandlerne.

 

 

 

Morten Kjær, 38 år, er ansat som salgskonsulent hos lim-, fugemasse- og spartelmasseproducenten Dana Lim. Morten Kjær er oprindeligt uddannet tømrer, men skiftede tidligt til en karriere inden for teknisk salg til byggesektoren. Han kommer senest fra en stilling som salgskonsulent hos befæstigelseskomponentvirksomheden fischer Danmark, hvor han har været ansat gennem otte år. Tidligere har Morten Kjær blandt andet arbejdet som salgskonsulent hos værkstøjs- og beslaggrossisten Carl F., der i dag er en del af Sanistål-koncernen.

 

Styrker salg og rådgivning
I sin nye stilling hos Dana Lim skal Morten Kjær med udgangspunkt i sin stærke faglige baggrund hjælpe Dana Lims forhandlere i Midtjylland med at styrke salget og rådgivningen over for især professionelle kunder.

 

- I dagens marked for byggematerialer kommer der stadig større fokus på sælgerens rolle som rådgiver. Der stilles naturligvis store krav til viden om produkterne, men også til generel byggeviden, ikke mindst når man er ude på byggepladserne. Dana Lim har markedets stærkeste sortiment, der kan hjælpe håndværkere med at løse en lang række opgaver effektivt og sikkert, og jeg trives med både rådgiveropgaverne på byggepladserne og det strategiske salgsarbejde i samspil med Dana Lim-forhandlerne, siger Morten Kjær.

 

Dana Lims detailsalgschef, Flemming Drewes, glæder sig over, at det er lykkedes at rekruttere en salgskonsulent med en stærk byggefaglig baggrund.

 

- Morten Kjær er særdeles teknisk orienteret og har samtidig stor forståelse for betydningen af godt samspil med Dana Lims forhandlere. Den kombination af kvalifikationer er det faktisk en udfordring at finde, og jeg er sikker på, at Morten Kjær kommer til at skabe mere værdi, både for vores forhandlere og for brugerne af Dana Lim-produkter, siger Flemming Drewes.

 

Samarbejde med forhandlere
Ud over produktfagligheden, som Dana Lim sikrer ved løbende efteruddannelse af sine ansatte, fokuserer lim-, spartelmasse- og fugemasseproducenten målrettet på et tæt samarbejde med sine forhandlere. Den strategiske indsats på det område skal dels sikre rådgivning på et højt fagligt niveau, dels sikre, at forhandlerne udnytter deres salgspotentiale hos den enkelte slutkunde optimalt.

 

- Det vigtigste for Dana Lim er at bearbejde og rådgive slutbrugerne i tæt samarbejde med vores forhandlere. Det er der, vores fokus vil ligge i fremtiden, og det bliver også Morten Kjærs opgave, siger Flemming Drewes.

 

For Morten Kjær falder arbejdet med at sætte sig ind i et nyt job oven i en anden stor opgave. Han og familien, der består af hustru og to børn, skal til december flytte ind i et nybygget hus i landsbyen Virring ved Skanderborg. Også her er hans byggefaglige baggrund en stor fordel, og selv om der fortsat mangler blandt andet montering af køkken, er Morten Kjær sikker på, at familien kan flytte ind som planlagt. Dermed får den nye Dana Lim-sælger lidt mere tid til at dyrke en stor interesse for motionsløb, hvor bakkerne i det midtjyske søhøjland sørger for rigelige udfordringer.