<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1291220187887895&amp;ev=PageView&amp;noscript=1"> Vi slår et ketsjerslag for overset børnesygdom
dana lim

Vi slår et ketsjerslag for overset børnesygdom

TV2PlayKendisPadel

Dana Lim har netop sponseret en padel-turnering med en lang række kendisser på holdkortet. Turneringen skal skabe opmærksomhed omkring diabetes type 1, der ofte rammer i barnealderen og kræver livslang behandling. Du kan se, hvordan det gik, på TV2 Play i linket nedenfor.


Medio juni lagde Racket Club på Amager i København baner til årets stærkest besatte turnering– i hvert fald hvis man måler på kendisfaktoren. Med FCK-legenden Michael Manniche i spidsen satte både sports- og tv-personligheder hinanden stævne i en padel-turnering, der var stablet på benene for at øge opmærksomheden omkring diabetes type 1. Det er en autoimmun sygdom, der ofte rammer i barnealderen, og som knap 30.000 danskere lider af ifølge tal fra Steno Diabetes Center.

Skal støtte bedre behandling

- Type 1 diabetes er en livslang lidelse, som mange lever med i det skjulte. Det er en uhelbredelig sygdom, som rammer tilfældigt og kræver konstant behandling med insulin, for at man kan overleve. I modsætning til type 2 diabetes er sygdommen ikke livsstilsbetinget, og den kan ikke forebygges gennem sundere levevis.


Det forklarer Michael Manniche, der er bestyrelsesmedlem og projektleder i foreningen Børnediabetes type 1 og selv har en datter og kone med sygdommen. Han uddyber om baggrunden for, at foreningen arrangerede padel-turneringen med blandt andre Nordens største producent af lim, spartel- og fugemasse, Dana Lim, som sponsor:


- Vi laver turneringen for at skabe opmærksomhed, skaffe midler og bane vejen for nye forskningsprojekter og udvikling af bedre behandlingsmuligheder. Sygdommen kræver opmærksomhed døgnet rundt i en konstant og vanskelig afbalancering af kostindtag, aktivitet og insulin-injektion. Med de eksisterende behandlingsmuligheder er det umuligt at afbalancere alle variabler perfekt. Det er ganske enkelt for kompliceret, og ingen anden sygdom kræver så meget af patienten på daglig basis.

 

LÆS OGSÅ: DanaLim Prisen sætter skub i dansk corona-forskning

Den helt rigtige platform

Padel-turneringen kan ses på streamingtjenesten TV2 Play. Ud over Michael Manniche selv kan du blandt andre opleve de tidligere landsholdsspillere i fodbold Thomas Gravesen og John Faxe Jensen, pokerspiller Gus Hansen, musiker og tv-vært Nikolaj Koppel, tv-vært Cecilie Beck, stand-upper Anders Fjelsted samt politiker Morten Helveg-Petersen.


De slår sig løs med ketsjerne i et særligt turneringsformat, hvor man inddeles i otte-personers hold, der konstant spiller to mod to på banen med løbende rotation. Dermed kommer alle til at spille med og mod hinanden inden for samme hold, så der bliver brug for både skarp konkurrencementalitet og stærkt teamwork.  


Selve padel-sporten, der kan beskrives som en blanding af tennis og squash, er vokset kraftigt de senere år. Ifølge Dansk Padel Forbund er det i dag den næststørste sportsgren i Argentina og Spanien, og alene i Spanien menes op mod 10 millioner mennesker at spille padel i over 1000 forskellige klubber. 


- Men også i Danmark er padel i kraftig vækst, så det er den helt rigtige platform til at skabe vigtig opmærksomhed omkring diabetes type 1. Mit håb er, at vi kan gentage succesen med turneringen allerede til næste forår, og at den kan udvikle sig til en årlig begivenhed til gavn for arbejdet for bedre vilkår for patienterne, slutter Michael Manniche af.


Se hele turneringen på TV2 Play (kræver abonnement):
https://play.tv2.dk/programmer/sport/oevrig-sport/kendis-padel/


Læs også mere om arbejdet i foreningen Børnediabetes type 1:
https://boernediabetes.dk/